Få dage efter at Sverre afmønstrede ankom Esper og brormand Lars til Brest, for at fortsætte sejladsen med den øvrige besætning mod Nieuwpoort i Belgien.

Vi havde siden afrejse fra Torreveija haft en mistanke om at der måtte være en utæthed fra en af de to dieseltanke, da en ubehagelig lugt af diesel sneg sig ned om læ. Der blev sat markeringsmærke på tankmåleren, men der kunne ikke ad den vej registreres nogen læg, som kunne måles objektivt.
Vi valgte dog at forsegle de samlinger der er lavet på brændstoftankene med et til formålet indkøbt specialmateriale. Umiddelbart blev problemet løst. Det skulle dog vise sig, at helt tæt var det ikke blevet, da vi senere kom ud i voldsom søgang i den Engelske Kanal. Den voldsomme skjulpen afstedkom, på trods af forseglingen af tankene, at det ikke holdt helt tæt. Dermed endnu en reparationsopgave, når Bellamar kommer ”hjem”.

Sejladsen fra Brest til Nieuwpoort skulle afpasses med afgang, så tidevandet kunne udnyttes, og det passede med afgang ved aftenstid.
Turen igennem den Engelske Kanal forløb uden de store sejladsmæssige udfordringer, sammenlignet med de øvrige erfaringer, Skipper og besætning have gjort sig tidligere. Største udfordringer på disse kanter er den betydelige omfang af erhvervstrafik mellem   England og Frankrig, især koncentreret mellem Dover og Calais.

Vi ankom til Nieuwpoort den 30. juni ved 24.00 tiden på aftenen. Det er ofte forbundet med udfordringer at ankomme og finde havneplads i en fremmed havn om natten. Det blev det også for os. Vi missede den af havnekontoret på e-mail et par dage for ankomst anviste plads. Efter et ”runde” i den snævre havn, fandt vi vores plads, og besætningen kunne gå til ro.

Nieuwpoort er tydeligvis en af Belgiens få havnebyer for fritidssejlere. Et stort havne anlæg med 3 selvstændige fritidshavne. Her måtte vi væbne os med tålmodighed for at tage den sidste sejlads mod København. Det er et vilkår som sejler, og det er vejret som styrer beslutningerne om hvornår det vil være sikkert og mest hensigtsmæssigt at afgå fra en given havn, når planen er sejlads over flere døgn.

Når man ligger i havn, møder man naturligvis andre sejlere, og i de allerfleste tilfælde møder men hjælpsomhed og ubesværet kommunikation, som om man har kendt hinanden fra tidligere inden første møde i havnen . Således blev vi inviteret til middag hos den spanske familie Ana, Juan og datteren Leia. Hvilken fantastik berigende og rørende aften. Juan fortalte om hans  far, der som 65 årig havde sejlet jorden rundt og udgivet bogen ”Andorra entre Alisios y Tifones”. Ana havde netop fået udgivet en bog om det at sejle med børn på langfart. Der var tale om en musisk familie, som havde fået plads til et lille klaver i salonen. Selv havde de sejlet i Caribien og kunne varmt anbefale Azorerne. En inspirende aften, som afsluttedes med afspilning af et eget komponeret musikstykke om det at sejle for vind, og være underlagt vejrets luner.

Efter 5 dages venten, kom det ”vejrvindue” der gav os mulighed for at stævne ud fra Nieuwpoort med slutmål Sdr. Frihavn i København. En sejlads afsat til 5 døgn.

Vi kom godt afsted. Vinden var dominerede fra agter, og med genua, kunne vi sætte en fart på omkring de 6 knob.
Det skulle ikke helt holde stik hele vejen. Efter 2 døgns sejlads havnede vi tæt på kæmpestore vindmølleparker, i Hollandsk farvand, og vi måtte skifte kurs. Dermed kom vinden og bølger ikke længere bagfra men nu forfra. Bellamar og rorgænger måtte strides med store modgående bølger og vind. Denne sejlads stod på nogle timer, hvorefter vi kunne fortsætte mod Brunsbüttel og dermed indsejlingen i Kielerkanalen. Der er det som at sejle i et parkområde med fuglekvidder og smukke hvide svaner svømmende tæt på bredden.

Efter 5 døgn kunne vi lægge Bellamar i havn i Sdr Frihavn. 41 dagens sejlads var tilendebragt og vi havde tilbagelagt ca. 2250 sømil, svarende til godt 4200 km.

Trætte og udmattet kunne Skipper modtages af sin dejlige hustru, datter og barnebarn. Også vores kompetente gast Sverre fra den første del af sejladsen dukkede op, ligesom Espers gode ven Erik, kom forbi. Det var hyggeligt at slutte af med et lille glas.

Skipper takker hele besætningen for de bidrag der blev leveret undervejs, såvel sejladsmæssigt, socialt og kulinarisk. Uden Jer var Bellamar ikke kommet ”hjem”.

Vi afgik fra Cadiz efter nogle dages ophold, men der blev tid til at se byen, samt udskifte et utæt udstødningsrør som samtidighed er afgangsrør fra motorens kølevand. Skipper nåede også at møde et længe savnet vennepar, John og Britta, som tilfældigvis/heldigvis også var i byen, mens vi gjorde ophold. Der var godt at få genoprettet kontakten. Skipper og frue, glæder sig til at se dem i Snekkersten, når dette togt er overstået.

Den 6. juni blev kursen sat mod Lissabon, en strækning på 250 SM, og godt 2 døgns sejlads. Undervejs slap vi for de berygtede spækhuggere, men blev beriget af enorme stimer sardiner samt selvfølgelig mange delfiner, som fulgte os undervejs. Vi ankom til Lissabon efter 250 SM og godt 2 døgns sejlads. Skipper havde travlt med at finde reservedele, få påfyldt gas på de tomme gasflasker, mens besætningen tog byen i nærmere besigtigelse. Skipper har sin nevø og familie boende tæt på Lissabon, så det blev også til at dejligt gensyn. Tak for at lån af vaskemaskine Peter og Cathrine.

Derefter gik turen videre til Porto. Hele besætningen er enige om, at Porto lægger stor afstand til Lissabon, som destination for et storbyophold i Portugal. Byen ligger på begge sider af Douro-flodens udmunding. Byen krydses over en gangbro tegnet af Eiffel, som også har tegnede Eiffeltårnet i Paris. Her måtte der naturligvis indtages et fælles restaurantmåltid, hvor grillstegte sardiner indtog en absolut hovedrolle.

Efter nogle dage satte vi kursen mod A Coruna. Et knudepunkt for sejlere i Galicien, der afventer gunstig vejrudsigt, før Biscayen krydses. Vi havde nærstuderet flere online formidlere af vejrudsigter da vi stævnede ud fra A Coruna den 20. juni. Fælles for alle vejrudsigterne var, at det ville blæse op efter et døgn, ligesom vi ville blive mødt med regn. Inden afrejse spurgte Nina, hvad det er der gør Biscayen så mytologisk. Det fik vi at opleve et døgns tid senere.

Den ventede maximale vindhastighed blev ikke 11 m/sek, med vindstød på 15 m/sek,, eller mellem hård vin og stiv kuling. Næ, her skulle besætningens kompetencer i hårdvejrsejlads afprøves. Middelvinden kom op på stiv kuling, eller 15m/sek og vindstød op til hård kuling, med en hastighed op til 19-20m/sek. Der var voldsomt at skulle bjerge sejl på dækket under sådanne vejrforhold.  Sikkerhedsline og livlinerne blev taget i anvendelse og holdt. Efter en rum tid var det rebede storsejl bjerget, genoaen trukket ind, så der udelukket blev sejlet for stormfok. Efter godt 24 timer faldt vinden til det forventede, og endda så meget på de sidste 12 timer, at her gjorde Bellamars stabile Nanni motor, det sidste stykke arbejde, inden vi kunne lægge til i Brest efter at have aflagt en sejlads over Europas berygtede havbugt mellem Frankrig og Spanien, hvor havdybden over lange stræk, er på mere end 4500 m. En strækning på godt 350 sm og 72 timers sejlads var tilbagelagt, da vi fortøjrede i Brest.

Her ligger vi nu og afventer udskiftning i besætningen.

 Besætningens andet mandlige islæt, udover Skipper, gasten Sverre, sejlerinstruktør, svæveflyver og sejler, alt sammen som fritidsaktivitet ved siden af drift af egen virksomhed, var prædestineret til at skulle afmønstre efter ankomst til Brest. Besætningen og Skipper retter hermed en stor tak til Sverre for hans signifikante bidrag til togtets gennemførelse til Brest. Ingen tvivl, Besætning og Skipper siger hermed tak for alt. Vi har alle lært af dine enestående kompetencer ud i sejlads.

Uden sammenligning i øvrigt, så ser besætning og Skipper frem til morgendagens næste påmønstring; nemlig skibsreder Lars og bror til Skipper samt Esper, der sejler med på resten af togtet til København. Første ”ben”, er afsejling fra Brest mod Nieuwpoort i Belgien. En sejlads på godt 400 sm planlagt til en varighed på godt 3,5 døgn op igennem den Engelske Kanal, spækket med vindmøller og erhvervstrafik.  

Besætningen til togtet fra Torreveija i Spanien, hvor Bellamar havde overvintret, påmønstrede den 31. maj, ugen efter at vi, Lars og John, tilbragte en uge sammen for at klargøre fartøjet til langfarten fra Spanien til Danmark, der var tidsfastsat til godt 2 måneder.

Besætningen, Paul, 75 år, Bodil 70 år, Nina 66 år og Sverre 56 år samt Skipper på 68 år, alle med megen sejlerfaring, var parat til afgang den 1. juni.

Flere inklusive Skipper blev søsyge kort efter afgang, under sejlads med en vind på mere end 10m/sek, så det var godt at Bodil og Sverre kunne stå imod og udvise stor behændighed og søstyrke, så Bellamar kunne føres kyndigt mod endemålet for første ”ben” en strækning på godt 350sm sejlads. Efter et par dage kom Nina og John til hægterne, og kunne tage del i vagterne. Tak til Bodil og Sverre for deres ukuelige styrke….

Vi var i diverse sejllitteratur blevet advaret mod den vindstyrke der kunne udspille sig under sejlads gennem Gibraltarstrædet, med vinden fra øst og især ved rundingen ud for Tarifa, inden kursen sættes nordpå.

Det fik vi desværre at føle. En ukoordineret indhaling af mesansejlet førte til at vi bommede først til den ene side og derefter til den anden, i op til vindstyrke 8 eller 20/ms, det vil sige stiv kuling…. Beslaget der hæfter bommen til masten knækkede, men bom og sejl blev reddet. Ikke mindst takket være summen af besætningens samlede erfaringer.

Vi ankom til Cadiz efter 360 SM og 3 døgns uafbrudt sejlads, med et fartøj der var mærket at bemeldte begivenhed, så opholdet i Puerto de America i Cadiz,  var i høj grad med fokus på at få rettet op skaderne på bommen. Det lykkedes, og vi kunne efter et par dage fortsættes mod Lissabon. Der blev dog tid til at besøge det fantastiske fødevaremarked denne flotte og anbefales værdige by byder på.

Tidspunktet, altså for sejlads nordpå langs den portugisiske vestkyst, bestemmer man ikke selv, med mindre man kun vil sejle for motor. I 75% af tiden blæser vinden fra nord, så vi var heldige og fandt et ”vejrvindue”, så vi kunne stævne ud fra Cadiz, den 7. juni med viden fra tværs. Det gik rigtig fint det første døgn med god vind i sejlene, og dejlige naturoplevelser med delfiner, springende sardiner, og en hær af søfugle der undervejs ledsagede os, når der var sardinstimer i vandet omkring Bellamar. Spækhuggerne er frygtet på disse kanter. Vi observerede 3 mindre spækhuggere under den sidste del af sejladsen, uden at de viste interesse for os, heldigvis.

Efter et interessant og anbefalelsesværdigt ophold i Cartagena forlod vi byen for at fortsætte til Torreveija. Det var der gode grunde til. Endnu en gast, Anna Maria ville støde til besætningen den 30. juni, og så skulle Bellamars kommende faste havneplads på den Iberiske halvø de kommende 2 år anløbes for første gang.

Med Anna Marie ombord, kunne vi fortsætte til Formentera syd for Ibiza. Det blev en hård natsejlads, men vi nåede frem og kunne nyde øens natur. Derfra blev det til endnu en natsejlads til den lille øgruppe Islas de Cabrera syd for Mallorca.

Har man chancen, er denne ø bestemt et besøg værd. Totalt fredet. Overnatning kan kun ske ved bøjer, og tilladelse til overnatning skal indhentes på forhånd.

Derfra gik turen til Cala D’or. Én af Mallorcas utallige og smukke små bugte, hvor der kan ankres op. Mallorca er forsynet med et hav af sådanne bugte. Efter Cala D’or fortsatte vi mod Porto Colom. På grund af den korte sejlads, valgte vi ganske usædvanligt at slæbe vores gummibåd efter os til turen mod Porto Colom. Det skulle vi ikke have gjort. Trossen sprang, og efter en dramatisk, men mislykket redningsaktion, måtte vi lade gummibåden forlise. Kystvagten blev informeret over VHF radioen, så der ikke skulle udvikle sig undren over at en gummibåd drev ubemandet rundt i nærområdet.

Porto Colum bød på et dejligt ophold og indkøb af ny gummibåd. Derfra blev det til endnu 2 ophold for anker i smukke bugte på Mallorcas øst- og nordkyst, inden vi kunne fortsætte til den smukke, men stærkt turistet by Puerto Soller. Det blev et sjældent gensyn for Bellamars Skipper, som havde holdt ferie med sin bror og forældre samme sted i 1969…

Meget er forandret siden…. Men det kan anbefales at tage den lille sporvogn fra Puerto de Soller til Soller by. Med sporvognen føres man gennem citron og appelsinlunde, inden man når byen efter ca. 20 minutters kørsel.

Sidste ”ben” blev afviklet i rigtig god vind fra Puerto Soller til Puerto de Andraitx. Til tider med en fart på 7-8 knob og pæn krængning. På et tidspunkt slap ankerkæden sin lås og ankeret fortsatte under skibet med stor fart. En fælles og hurtig indsats af besætningen, sikrede at det 35 kg tunge anker blev reddet uden skader på skib og besætning.

Den 13. juli kl: 14.00 kunne Bellamar anløbe Puerto de Andraitx efter godt 3 ugers sejlads fra Ceuta i Nordafrika til de Baleariske Øer.  En sejlads på godt 650 SM. En begivenhedsrig tur på mange måder. En stor naturoplevelse. Et interessant og uforudsigeligt socialt experiment at samle en besætning af begge køn, alle i en moden alder og med vidt forskellige motiver til at tage på ”langfart”.  Tak til Nina, Anna Marie, Christina og Bjarne for at I gjorde det muligt for Skipper at bringe Bellamar fra Ceuta til Puerto de Andraitx.

Fra Andraitx fortsætter Bellamar mod nye kyster med familien.

Bellamar blev efterladt i gode hænder på værftet i Ceuta i september 22. Den 17.juni ankom vi til værftet for at klargøre skibet til årets kommende togter. Den 22. Juni blev Bellamar sat i vandet og vi kunne sejle hende til nærliggende Marina Hercules og afvente den kommende besætning. Nina, Christina og Bjarne som ankom til Ceuta fra København og vi kunne afgå fra Ceuta med Torreveija som første delmål.
Vi lagde for anker de første 4 nætter, men nåede Cartagena 28 juni, hvor 2 nætter skulle tilbringes i den lokale lystbådehavn. Cartagena kan varmt anbefales. På ingen måde overturistet. Byen rummer bygningsværker fra såvel tiden under romerriget og da mauerne herskede i området.
Efter 2 dage i Cartagena fortsatte togtet til Torreveija, som bliver basehavn for Bellamar de kommende år. Herfra fortsætter turen med kurs mod Mallorca.

Vi havde planlagt en længere ophold i Tanger for at give os tid til at få byen ”ind under huden”, og nu hvor det kun var Ilse og John der udgjorde besætningen, kunne Tanger tages under nærmere udforskning.

Tanger er beliggende i synlig afstand til Spanien, Gibraltar og omvendt. Historisk har byen været forvaltet af såvel portugisere, spaniere, franskmænd og englændere, før den i 1956 kom under marokkansk selvstændighed. I årene 1923-56 havde Tanger status af internationalt finans- og bankcentrum, hvor en række af datidens europæiske og amerikanske banker havde filialer.
Tangers internationale status tiltrak mange udenlandske kunstnere, og perioden fra 1923-56 var Tanger præget af pengerigelighed, med hvad der dertil følger.

Efter 1956 overgik Tanger til den Marokkanske stats selvstændighed, ligesom den øvrige del af Marokko, som vi kender det i dag. Fra år 2000 har Marokko satset stort på turismeindustrien, især i den på det tidspunkt forsømte nordlige del af landet, som indbefatter regionen Tanger-Tetouan. I dag har Tanger en ny og stor marina, og der satses bl.a. på konferenceturisme i fremtiden. Afstanden til Spanien er kort, og Gibraltarstrædet krydses mange gange dagligt af færger, mellem Tanger og Spanien.

Vi havde fornøjelsen af at blive ”dus med byen”. Slentre i Medinaen, købe ind i Souken, med et kæmpe fiskemarked. Tanger er en by der kan anbefales, men ankommer man som os i egen båd, så skal man være indstillet på en tung og administrativ indklareringsprocedure og toldbehandling, både ved ankomst og afrejse.

Efter godt 20 dage, besluttede vi os for at ”rykke” til Ceuta, en spansk enklave godt 25 sømil øst for Tanger. Det var første gang at besætningen kun bestod af John og Ilse. Afrejsen skulle times, så vi var sikre på vestenvind og med beskeden vindstyrke. Desuden skulle vores drone, som var i forvaring hos toldvæsenet afhentes. Dette blev klaret på dagen, og vi kunne sætte kurs mod Ceuta den 17. august.

Det blev en fin og flot kystsejlads, hvor der skulle holdes behørigt øje med erhvervstrafik, og mange meget små fiskefartøjer. Vi ankom til Ceuta sidst på eftermiddagen, men fik først anvist vores plads kl: 22.00. Pladsen skulle anløbes i buldermørke, og med agter til broen. Det var nok togtets mest udfordrende havnemanøvre….., men vi kom på plads.

Ceuta er en lille spansk enklave med nære relationer såvel til Marokko og i sagens natur til fastlands Spanien. Det er en noget speciel oplevelse inden for få timers sejlads at komme fra Marokkos arabiske kultur til den spanske kultur, med fortovscafeer og europæisk arkitektur.
Ceuta har en særlig økonomisk status i den spanske forfatning, hvorfor enklaven bl.a. er fritaget for moms, ligesom der kan handles toldfrit. Det sidste skaber en betydelig økonomisk samkvem med indbyggerne i det nordlige Marokko og fastlands Spanien.

Oprindeligt havde vi planlagt at Bellamar skulle på bedding i Marina Smir på den marrokanske side af Ceuta, men efter nærmere overvejelser undersøgte vi om det kunne lade sig gøre i Ceuta.

Det lykkedes. Så Bellamar blev den 1. september sejlet til Med-Gate, Ceutas dominerende skibsværft, som servicerer lystbåde og som har plads til både på land.

Efter mere end 3 måneders sejlads og mere end 2200 sømil sejlads fra København til Ceuta er Bellamar nu gode hænder hos  Med-Gate i Ceuta. En sejlads der har været fantastisk med al slags vejr. En sejlads med enestående gaster, datter, svigersøn og børnebørn undervejs. En sejlads der har givet skipper og fruen mange sømil i ”søfartsbogen”. Der er gode minder at tænke tilbage på, i den mørke tid der venter.

Togtet i 2023 er planlagt til at gå til de Baleariske Øer, Ibiza, Mallorca og Menorca, med afgang slut juni fra Ceuta op langs den spanske solkyst. Til dette togt søger vi gaster i lighed med togtet fra København. Detailplanlægningen af togtet i 23 følger i efteråret.

Villamoura-Cadiz-Tanger 25.07.22-02.08.22

Dagen efter Sidsel, Andreas og børnebørnene var afmønstret for at fortsætte sommerferien i Bargemon, ankom Ariel og Franco. Begge argentinere, men arbejdende i hhv. Danmark og Tyskland. Begge gutter kom oprindeligt til Danmark for flere år siden, og søgte ansættelse i Apartmentincopenhagen (AiC), på et specielt ”holiday/working visa”, som inden Covid gav sydamerikanere fra hhv. Argentina og Chile ret til at tage midlertidigt arbejdsophold i DK. Ariel har siden fået spansk statsborgerskab, og Franco har arbejds-og opholdstilladelse i Tyskland. Vi har bevaret kontakten, og da begge hørte om vores rejse med Bellamar, meldte de sig som gaster på turen fra Villamoura til Tanger.

Vi afgik fra Villiamoura den 26. juli med kurs mod Mazagon, en beskeden spansk by, med en mindre havn, som der blot skulle overnattes i, inden turen dagen efter fortsatte til Cadiz. Turen strakte sig over 10 timer, og farvandet er domineret af fiskenet, der skulle holdes nøje øje med.

Næste dag forlod vi Magazon kl: 08.00, og vi havde igen en 10-12 timers sejlads til Cadiz. På denne tur blev vi beriget med delfin show igen. En dejlig oplevelse. Undervejs fik Franco optaget én flot dronefilm af Bellamar. Hen på aftenen ankom vi til Marina America i Cadiz. Igen en beskeden havn i gåafstand til Cadiz midtby.

Cadiz er en fantastisk charmerende by, der varmt kan anbefales. Byens oprindelse menes at være grundlagt for mere end 1000 år før vores tidsregning. Byen er beliggende på spidsen af en lang tange. Den er omgivet af flotte strande, med et fantastisk byliv, med fiske og grøntmarked. Det falder en ganske let at slå ind på spaniernes livsnyderkultur i denne del af Andalusien. Vi tilbragte 3 dage i denne dejlige by, inden dette togts sidste ”ben”, skulle sejles fra Cadiz til Tanger i Marokko.

Vejrudsigten var behørigt tjekket forud for afrejse, og der var varslet frisk vind hen over Gibraltarstrædet. John måtte håndstyre i den stærke vind. Også fordi der i strædet er betydelig erhvervstrafik, der skulle tages højde for. Undervejs blev vi ramt af pæne søer, der kom ind over båden, men besætningen var forberedt, og efter 11 timers sejlads kunne vi indklarere i ”Tanya Bay Marina International”. En relativt nyanlagt havn i Tanger.

Indklareringen skulle vise sig at blive mere bøvlet end forventet: Allerførst skulle besætningen have kontrolleret Coronapas. Derefter skulle vi indrejseregistreres med papirarbejde og stempler i vores pas. Afslutningsvis skulle toldvæsenet om bord og tjekke om vi måtte have ting og sager om bord, der skulle fortoldes. Vi havde naturligvis frekventeret de relevante kilder for at være sikre på, at vi ikke havde mere vin og andet med, end det tilladte. Men, men, men. Det viste sig, at droner til privat brug  ikke er tilladt i Marokko. Dem havde vi 2 af, så der skulle så bruges meeeget laaang tid og papirarbejde, for at få disse droner registreret og forvaret hos toldvæsenet, inden vi 4 timer efter ankomst, kunne lægge til på vores havneplads.

Derefter kunne vi gå i Tangers Medina og nyde et velfortjent måltid og krybe til køjs i vores køjer kl: 02.00 på natten. Det havde været en meget lang dag…

Nu er vi så i Tanger, som skal udforskes den kommende måned. Ariel og Franco er rejst tilbage til deres respektive destinationer, og Franco fik sin beslaglagte drone udleveret i Tanger lufthavn, inden afgang til Barcelona.

Det har været både hyggeligt og berigende at have disse 2 unge mennesker ombord i 8 dage. Det har givet os en indsigt i hvilke livsvilkår unge fra Sydamerika er underlagt og hvordan mange veluddannede søger til Europa for at skabe sig en fremtid med job og indholdsrig tilværelse. Det er desværre langtfra givet i deres oprindelige hjemlande…

Ilse ankom til Cascais fra Bargemon den 2. juli og samme aften kunne vi spise en hyggelig middag sammen med supergasterne Jesper og Morten. Det var en aften med mange sjove og morsomme fortællinger om livet om bord fra København til Cascais. Dagen efter skulle Carlo, det yngste barnebarn, afhentes i Lissabon lufthavn. Carlo havde rejst alene fra Kastrup. Samme dag var Mette, Jespers hustru, kommet til Cascais, og igen havde vi en hyggelig aften på Bellamar sammen med Jesper og Mette, som skulle fortsætte ferien sammen i Cascais i den tilstødende uge.

Dagen efter lagde vi til for anker i Cascais bugten, og transport til og fra Bellamar, foregik naturligvis i gummibåd.  Et nødvendigt transportmiddel, hvis ikke man vil betale dyre havnepenge.
I Cascias bor nevø Peter, med familien Cathrine og datteren Sara. Peters søster, Pia, kæresten Roberto og deres voksne døtre og sønner med kærester holdt ferie i Peter og Cathrine skønne ”hacienda”, så vi mødtes der til Sangria og poolstemning. Skønt for Carlo og os at nyde familiens samvær.

Dagen efter blev Peters og Pias døtre og kærester, sammen med Peter og Cathrine afhentet i gummibåd i Cascais bugten, så vi sammen kunne sejle til Lissabon, og senere mødes med resten af familierne i midtbyen. Lissabon er en fantastisk spændende by, med vildt ”Nightlife”. Klart en by der kan anbefales at besøge. Og en by med billige havne. Vi lå i Doca de Alcantara, med udsigt til den 40 meter høje røde bro, der krydser floden Tejo, ved indsejling til Lissabon.

Efter nogle dage i Lissabon, gik turen tilbage til Cascais bugten, hvor den lille besætning, Carlo, Ilse og John, afventede Carlos forældre, Sidsel og Andreas og søster, Liva, med hvem vi havde planlagt en sejlads fra Cascais til Vilamoura på Algarvekysten.

Den 16. juli blev Carlo forenet med sin søster og forældre, og vi,  3 generationer, kunne nu sammen afgå den 19. juli fra Cascais med endemålet Vilamoura på Algarvekysten. Et togt vi havde afsat 5 dage til.

Det var første togt i fremmede omgivelser med datter, svigersøn og børnebørn, så vi alle sammen var naturligvis spændte på, hvordan det skulle gå. Første ”ben” var en sejlads på 10 timer fra Cascais til havnen i Sines, en inferiør havn midt på Portugals  Atlanterhavnskyst. Vi ankom under aftenen, og på trods af klassisk stærk aftenbrise, der kendetegner området, fik vi fortøjret Bellamar ved fælles hjælp og håndkraft.

Tidligt dagen efter afgik vi fra Sines, med kurs mod Enseada de Belize, en for os ukendt bugt, hvor vi havde planlagt at ligge for anker, inden vi dagen efter skulle ankomme til vores havneplads i Lagos. Det blev en af de helt store oplevelser. Da vi efter 9 timers sejlads rundede Portugals sydligste punkt, med indsejling til Algarvekysten, kunne vi kaste anker i Enseada de Belize. En fantastik smuk bugt med den fineste sandstrand. Undervejs blev vi også mødt af en flok delfiner, som løftede den ellers fantastiske stemning på båden til nye højder. I Enseada de Belize kunne vi nyde en smuk stjernenat. Dagen efter blev gummibåden sat i vandet, og vi kunne gå i land på dette smukke sted. Et sted som ligger som en oase på Algarves, ellers velbesøgte kyststrækning.

Herefter fortsatte sejladsen til Lagos, en charmerende, men også velbesøgt by, med mange turister og det som følger med masseturismen.  Her lå vi i 2 dage, for at tage den sidste sejlads sammen, i denne omgang, til Vilamoura. Et turistressort beliggende i fordelagtig afstand til Faro, med sin internationale lufthavn.

Den 24. juli var der afsked med den lille familie. Alle synes det havde været en stor oplevelse. Skipper og 1.ste styrkvinde, er mere end fornøjet med at den lille familie er klar til at gentage succesen, når vi i 2023 ligger kursen til de Baleariske Øer.

I Vigo lagde vi til i havnen Punto Lagoa. En havn beliggende på den nordlige side af Vigo centrum. Her blev der restitueret, ligesom vi havde en dejlig afskedsmiddag med Lars og Henrik, som skulle afmønstre den 25. juni, meeeget tidligt om morgenen, for at kunne nå planlagt fly til København fra Vigo lufthavn. Den tilbageblevne besætning forblev en dag mere i Vigo, og den 26. juni (på Lars fødselsdag), fortsatte sejladsen mod Porto. Vi planlagde afgang i.f.t tidevand, så vi kunne få et godt afsæt og fart. Vi blev beriget med en smuk solopgang. Kl: 11.40 krydsede vi søgrænsen til Portugal, og Jesper kunne traditionen tro, sætte det portugisiske gæsteflag.

Kl: 18.00 kunne vi sejle ind i Douro flodens udmunding i Atlanterhavet ved Porto. Her møder vi for første gang eftermiddagsbrisen, med godt 11 m/s eller omsat til hård vind.  Porto er en fantastisk by, smukt beliggende og med den klassiske stål bro, tegnet af Gustavo Eiffel, som også tegnede Eiffeltårnet.

Vi havde afsat 3 dage i sejlplanen til Porto, og det var ikke en dag for meget. Douro Marina ligger op ad en lille landsby ca. 3 km. fra Porto centrum. Vores besøg faldt sammen med fejringen af São João, som er Portos skytsengel. Der var fest og farver i gaderne, og vi skulle naturligvis også nyde både grillede sardiner og portvin.

Turen fra Porto til Cascais, var tilrettelagt som 3 dagssejladser med overnatning i udvalgte bugte. Natten mellem den 29.-30. juni tilbragte vi i Ria de Aveiro. Her skulle der også planlægges både ankomst og afgang efter tidevand.

Vi nåede Sao Martinho de Porto, en lille bugt med en meget lille åbning til Atlanterhavet omgivet af klipper, i behørig tid på toppen af tidevandet kl: 18.00 den 30. juni. Vi surfede ind igennem indsejlingen til den lille bugt, igen til hård vind. Vi lagde os som den eneste sejlbåd, blandt små lavbundede fritidsfartøjer.

For at kunne ud i tide, skulle der også næste morgen purres tidligt, så vi kunne forlade bugten i højvande. Forholdene betingende også dagslys, og vi kom afsted kl: 06.00.

Nu gjaldt det sidste ”ben” på vores sørejse, nemlig turen til Cascais.

Hvor vi de seneste dage, var begunstiget af god vind fra nord og vind op til kuling i vindstødene, må denne del af rejsen indledes med motor. Hen på eftermiddagen, kom den helt store oplevelse. En flok delfiner afviklede et ”delfinshow” omkring og under stævnen på Bellamar. En rørende begivenhed der strakte sig over mere en 15 minutter, til stor glæde for besætningen. Autopiloten fik ansvaret for kursen, så vi kunne filme og tage billeder af disse charmerende væsener. Vi kunne ikke få nok.

Tidligt på aftenen den 1. juli, kunne vi smide anker i Cascais bugten. Vores sørejse på 1772 sømil eller godt 3282 km, var tilendebragt, siden afrejsen fra København i slutningen af maj.

Dagen efter sejlede vi ind i Cascais Marina, hvor vi om aftenen kunne nyde en middag med Ilse, der ankom til Lissabon fra Nice samme dag, samt fortælle ”sørøverhistorier” fra sørejsen. Næste dag kom Carlo, yngste barnebarn, samt Jespers hustru Mette, som sammen havde valgt at forsætte opholdet i Cascais i den tilstødende uge.

Nu fortsætter vi i Bellamar med datter, svigersøn og de 2 yngste børnebørn, Liva og Carlo, med afgang den 19. juli, med endemål i Faro på Algarvekysten. Vi håber naturligvis på, at delfinerne vil være lige så generøse på denne sørejse.

Sluttelig EN KÆMPE TAK til Bellamars besætning, på dette Bellamars første store togt, med afgang fra København. Tak til Jesper, Morten, Henrik og Lars. En enestående oplevelse med fantastiske mennesker, har uudsletteligt sat i erindringen.

I La Coruna havde vi glæde af at overvære de nationale mesterskaber i triatlon. Så aktiviteten var stor omkring havneområdet, da opløbsstrækningen var placeret tæt på vores havneplads.

Coruna er et madmekka for fisk og skaldyr, så selvfølgelig måtte byens madmarked besøges flere gange. Et overdådigt marked i 3 etager. Fisk og skaldyr i stueetagen. Kød og ost på 1. sal, og 2.sal var reserveret til frugt og grønt. Der blev arbejdet flittigt i kabyssen, hvor ”hovmesteren” tilberedte muslinger den ene dag og rokkevinger den næste. Der blev også tid til udflugter. Herunder til Torres de Hercules. Verdens ældste aktive fyrtårn.

Efter et par dage, var vi rustet til turen fra La Coruna til Ria de Camarinas. Den første fjord, i en række af fjorde, man møder på den spanske Atlanterhavskyst. På vej ud af Coruna havn, udsendte kystvagten en vejradvarsel om, at der var udsigt til kuling og bølger i op til 4-6 meters højde. Vores ræsonnement var, at vi kunne jo altid vende om, hvis det blev for voldsomt. Vi forblev på havet og sejlede, og der skal loves for at kystvagtens forudsigelser holdt stik. Det blev en sejlads besætningen næppe glemmer. Vi ankom til Ria de Camarinas efter 11 timers sejlads. Bellamar viste sin styrke i hårdt vejr, men vindmøllen måtte reddes undervejs midt i de høje bølger, og blev fikseret med tovværk til stagene, så vi kunne reparere fikseringerne, når vi kom til Camarinas.

Derefter var det ”Ria-hop” sejlads fra den ene fjord til den anden, med overnatning for anker. Vi nåede Ria Camarinas, Ria de Muros, Ria de Arousa og Ria de Pondevedra. Ved ankomst til Ria Camarinas, kom pas-og toldkontrollen forbi. Et meget venligt “væsen”. Chefen fortalte at han havde været i København, så den gode stemning indtraf kort efter vi blev bordet.

De angivne “Rias” er charmerende små fjorde med hyggelige søvnige byer, hvor landsbyernes hovedaktivitet er fiskeri, muslingeopdræt og turisme. Det overdådige udbud af fisk og skaldyr, passede fint til besætningens middagsønsker, så fisk og skaldyr, stod på menuen hver aften.

Den 24. juni forlod vi Rio Pondevedre for at søge havn i Vigo. Lars og Henrik afmønstrer fra Bellamar dagen efter, men vi når heldigvis forbi Islas Cies, en nationalpark af små øer, ud for Vigo. Her kunne vi nyde frokost, og optage en dronefilm af øerne.

Søndag den 26. juni, fortsætter togtet for den resterende besætning, Jesper, Morten og John til Porto. Distancen fra Vigo til Porto er en dagssejlads. Havnepladsen i Porto er sikret i skrivende stund, så mon ikke vi skal smage på portvinen, når vi når frem.