Besætningen til togtet fra Torreveija i Spanien, hvor Bellamar havde overvintret, påmønstrede den 31. maj, ugen efter at vi, Lars og John, tilbragte en uge sammen for at klargøre fartøjet til langfarten fra Spanien til Danmark, der var tidsfastsat til godt 2 måneder.
Besætningen, Paul, 75 år, Bodil 70 år, Nina 66 år og Sverre 56 år samt Skipper på 68 år, alle med megen sejlerfaring, var parat til afgang den 1. juni.
Flere inklusive Skipper blev søsyge kort efter afgang, under sejlads med en vind på mere end 10m/sek, så det var godt at Bodil og Sverre kunne stå imod og udvise stor behændighed og søstyrke, så Bellamar kunne føres kyndigt mod endemålet for første ”ben” en strækning på godt 350sm sejlads. Efter et par dage kom Nina og John til hægterne, og kunne tage del i vagterne. Tak til Bodil og Sverre for deres ukuelige styrke….
Vi var i diverse sejllitteratur blevet advaret mod den vindstyrke der kunne udspille sig under sejlads gennem Gibraltarstrædet, med vinden fra øst og især ved rundingen ud for Tarifa, inden kursen sættes nordpå.
Det fik vi desværre at føle. En ukoordineret indhaling af mesansejlet førte til at vi bommede først til den ene side og derefter til den anden, i op til vindstyrke 8 eller 20/ms, det vil sige stiv kuling…. Beslaget der hæfter bommen til masten knækkede, men bom og sejl blev reddet. Ikke mindst takket være summen af besætningens samlede erfaringer.
Vi ankom til Cadiz efter 360 SM og 3 døgns uafbrudt sejlads, med et fartøj der var mærket at bemeldte begivenhed, så opholdet i Puerto de America i Cadiz, var i høj grad med fokus på at få rettet op skaderne på bommen. Det lykkedes, og vi kunne efter et par dage fortsættes mod Lissabon. Der blev dog tid til at besøge det fantastiske fødevaremarked denne flotte og anbefales værdige by byder på.
Tidspunktet, altså for sejlads nordpå langs den portugisiske vestkyst, bestemmer man ikke selv, med mindre man kun vil sejle for motor. I 75% af tiden blæser vinden fra nord, så vi var heldige og fandt et ”vejrvindue”, så vi kunne stævne ud fra Cadiz, den 7. juni med viden fra tværs. Det gik rigtig fint det første døgn med god vind i sejlene, og dejlige naturoplevelser med delfiner, springende sardiner, og en hær af søfugle der undervejs ledsagede os, når der var sardinstimer i vandet omkring Bellamar. Spækhuggerne er frygtet på disse kanter. Vi observerede 3 mindre spækhuggere under den sidste del af sejladsen, uden at de viste interesse for os, heldigvis.