Fra Brest til La Coruna 13.06.-19.06.22

Afgangsdag- og tidspunkt fra Brest var nøje planlagt i forhold til tidevand og vejrudsigt, Forud havde vi minimum 3 døgn foran os i åben sø, over Biscayen fra Brest i Nordfrankrig til La Coruna i Nordspanien. En distance på ca. 350 sømil, eller godt 650 km. Vinden ville komme fra en nordøstlig retning med en hastighed på mellem 7-12 m/s. Dermed var der lagt an til en optimal sejlads. Vi var begunstiget af skyfri himmel de første 2 døgn samt fuldmåne. Flere gange så vi delfiner. Man rammes af en særlig glæde, når man ser dette dyr bugte sig i bølgerne,

Efter 2 døgn løb vi ind i et afgrænset lokalt lavtryk med skiftende vind og regn. Denne vejrtype stod heldigvis kun på et lavt døgns tid, og vi kunne lægge an til havnen i La Coruna, hen på eftermiddagen efter 3 døgn på åbent hav. Undervejs måtte vi desværre lide den tort, at mesansejlet sprang ud af fikseringen på bommen, og måtte bjerges i høj sø, og vindmøllens 2 vinger blev ødelagt. Dermed var der reparationsopgaver, da vi nåede til havnen i La Coruna.

La Coruna er en by med et fantastisk udbud af friske fisk og skaldyr. Så det lokale fiskemarked skulle naturligvis udforskes, og der blev indkøbt og indtaget dejlig frisk fisk og skaldyr i cockpittet. Der blev også tid til udflugter. Herunder naturligvis til ”Torre de Hercules”, verdens ældste aktive fyrtårn. Kysten blev i Antikken kaldt Finisterre, (verdens ende), da opfattelsen i daværende periode var den,  at denne del af Spanien var verdens ende… Undervejs tilbage til vores havn, blev vi under et besøg på en bar, underholdt med sang og guitarmusik.

Næste etape på vores sørejse er nogle charmerende fjorde (Rias) langs den spanske Atlanterhavskyst.